Plageskuet takker af
Det første plageskue blev afholdt i 1978 på Wolles Ridecenter og i 1979 og 1980 på Bregnerødgård, men siden 1981 har plageskuet været afholdt på det skønne Dorthealyst, som en fast forårstradition. Dengang var det ”plageskuet” på Sjælland, men i dag er der langt flere tilbud, hvilket selvklart har betydet et dalende antal udstillede plage. Udvalget bag plageskuet har derfor truffet den tunge beslutning, at 2024 blev det sidste år, der afholdes skue på Dorthealyst.
Udover selve plageskuet var ALLE tidligere BIS- og reserve-BIS vindere inviteret – både de nu ældre plage (hopper, hingste og vallakker) og hingstene fra paraderne.
Vi vil gerne takke alle de mange ildsjæle, der har båret Plageskuet igennem årene, og en helt speciel tak til Marianne Seidenfaden og Flemming Strange-Hansen, som begge har været drivkraften gennem alle årene.
Hjemmesiden vil nok blive lukket ned i løbet af det kommende år, men Facebookgruppen bibeholdes indtil videre og her vil man kunne finde bl.a. billeder og resultater fra tidligere skuer.